Har du brug for at låne penge, har du rigtig mange muligheder i dag. Det store spørgsmål er bare, hvor det er bedst og billigst for dig at låne pengene, hvor meget du kan låne, og hvad lånet kommer til at koste dig. Få svar – eller en måde at regne det ud på – i denne guide til lån af penge.
I denne guide får du svar på:
- Hvor kan du låne penge?
- Hvor meget kan du låne?
- Hvad koster det at låne?
- Hvordan finder du det bedste lån?
Det er de færreste, som kommer gennem livet uden at låne penge.
For store ting som bil, hus og større husholdningsmaskiner og forbrugsgoder, er det svært at kunne trække penge ud af privatbudgettet til at købe kontakt. Med mindre du har tid til vente med at købe dem, til du har sparet op til dem.
Lån penge – det er alt for nemt, mener eksperterne
I gamle dage var din eneste mulighed for at låne penge, at møde op i banken eller hos et finansieringsselskab og bede om et lån.
Det var oftest en lang, sej proces, hvor du nemt endte med at føle dig som den lille dreng i skolen, der havde fået skældud af læreren, og nu stod med hatten i hånden, og bad om godt vejr igen.
Derfor valgte de fleste at spare op frem for at låne.
De ”nemme” forbrugslån startede i 1970’erne
Men op gennem 1970’erne blev det pludselig muligt at ansøge om lån hos de butikker, som solgte lidt større – og dermed dyrere – forbrugsgoder som f.eks. vaskemaskiner, køleskabe, køkkener, havetraktorer, biler og så videre.
Ansøgningsprocessen foregik først telefonisk og sidenhen pr. fax hos de forretninger, som solgte produkterne. Det krævede dog, at kunderne havde taget den sidste årsopgørelse og de seneste tre lønsedler med. Herefter kontaktede butikken finansieringsselskabet, og fik så svar på, om kunden kunne få lånet, når finansieringsselskabet havde haft kundens dokumentation til gennemsyn. Det kunne nemt tage et par dage at få svar på.
Sådan begyndte forbrugslånene i Danmark.
Internettet gjorde det endnu nemmere at låne
De gav en helt anden let adgang til lån. Og med internettets fremkomst i 1990’erne, blev det endnu nemmere at låne. For folk kunne gøre det selv online direkte hos det enkelte investeringsselskab. De skulle bare udfylde en formular, vedhæfte lønsedler og årsopgørelse fra Skat. Så havde de svar på et par timer.
Senere blev adgangen til Skat og andre finanstjenester elektroniske. Derfor kan du typisk få svar med det samme, hvis du ansøger om et lån online i dag.
Det har – ifølge eksperter i økonomi og finansiering – gjort det alt for nemt at låne. Og har sendt alt for mange mennesker ud i bundløs gæld.
Lån med omtanke
Så er det tvingende nødvendigt at tage et lån, er du nødt til at undersøge markedet grundigt, før du vælger en låneudbyder på nettet. Ellers ender du nemt med at blive endnu en dansker i gældsspiralen.
Men hvordan gør du det?
Det får du en guide til her.
Hvor kan du låne penge?
Når du skal låne penge, har du flere forskellige muligheder. Du kan:
Låne i banken
Du har sikkert lært fra barnsben af, at du får det billigste og mest sikre lån i banken.
Med ”billigst” menes den laveste rente. Det gælder dog oftest kun, hvis du låner til noget, du kan stille som sikkerhed for lånet. F.eks. en bil, en båd eller et hus.
Så snart du skal låne til noget, du ikke kan stille som sikkerhed – som f.eks. en ferierejse, en ny mobiltelefon, vaskemaskine eller noget andet, som enten ikke har en fysisk værdi, eller hurtigt mister sin fysiske værdi – anser banken det for et forbrugslån. Og her ligger bankernes renter oftest på højde med dem, som finansieringsselskaberne på nettet tilbyder.
Med ”sikre” henvises der til, at myndighederne stiller en række skarpe krav til bankernes soliditet og kundeaftaler. Samt løbende holder et skarpt øje med, om bankerne overholder reglerne og opfører sig ansvarligt overfor deres kunder.
Altså har det konsekvenser for bankerne, hvis de ikke behandler deres kunder pænt og ordentligt.
Bankerne er ikke så langsommelige som i gamle dage
Det har også altid heddet sig, at bankerne er meget længere om at give svar på, om du kan få et lån. For dit lån skal oftest godkendes af flere forskellige instanser i banken. Og bankerne er meget grundigere, når de skal tjekke din økonomi.
Det er stadig tilfældet, hvis du ikke er kunde i banken i forvejen. Og vil låne til noget, du ikke kan stille sikkerhed for.
Men er du kendt af banken som en god betaler, og har en fornuftig økonomi? Så kan du oftest får bevilliget et nyt lån, bare ved at ringe til bankens kundecenter – eller din faste bankrådgiver.
Du skal op i at ville låne virkelig store beløb i dag, før du ender i den samme ”hatten i hånden” situation, som bankerne var kendt for i gamle dage.
Start altid med at spørge i banken
Derfor anbefaler vi altid, at du starter med at spørge din bank om et lån. For det er det sikreste og mest forbrugervenlige lån, du kan tage.
Men ikke nødvendigvis det billigste.
Så har du brug for et typisk forbrugslån, anbefaler vi samtidig, at du – udover banken – også spørger om et lånetilbud fra to andre finansieringsmuligheder.
Så er der større sikkerhed for, at du får dit forbrugslån til den billigste rente.
Låne på nettet
Din anden – og den i dag oftest anvendte – lånemulighed er, at låne penge på nettet.
Det foregår hos et finansieringsselskab, som tilbyder lån via en tjeneste på nettet. Eller via en såkaldt låneformidler, som formidler lån for et eller flere finansieringsselskaber.
Sidstnævnte får så enten en provision for at formidle lånet. Eller sælger de personlige oplysninger, du angiver, til andre, som så kan henvende sig til dig med beslægtede tilbud. Så hold øje med, hvad der står med småt i formularen, når du begynder at ansøge om dit lån. Skal du acceptere at modtage elektronisk markedsføring eller telefonopkald fra andre, bør du vælge en anden låneudbyder – medmindre du er ok med det, selvfølgelig.
De største fordele ved at låne på nettet er:
- Du får hurtigt svar på, om du kan få lånet bevilliget – oftest straks eller i løbet af få minutter eller timer. Låneansøgningen vurderes elektronisk ved hjælp af de tilladelser, du giver låneudbyderen, når du underskriver låneansøgningen med dit MitID.
- Du skal ikke stille sikkerhed for lånet – heller ikke selv om du låner flere hundrede tusinde kroner. Det gør lånet billigere at etablere, fordi der ikke skal tinglyses pant i det, du stiller som sikkerhed. Men låneudbyderen løber også en større risiko. Det tager de sig betalt for i form af en højere rente.
- Der er større konkurrence på online lån – hvorfor du oftest kan få en billigere eller lige så billig rente på et forbrugslån på nettet, som du kan i banken.
Den væsentligste ulempe ved at låne hos et finansieringsselskab på nettet er, de ikke skal overholde de samme strenge regler som bankerne, ligesom de ikke skal leve op til krav om soliditet og lignende.
Så får det finansieringsselskab, du låner af, økonomiske problemer, er de frit stillede til at ”sælge” deres fordringer til et andet finansieringsselskab. Altså risikerer du pludselig at skulle betale dit lån af til et helt andet selskab, som måske har helt andre betingelser og renter på lånet.
Låne hos forhandleren
Du kan naturligvis også vælge at låne hos forhandleren til det forbrugsgode, du skal bruge penge til. Så står de for at hjemtage lånet for dig fra deres faste samarbejdspartner.
Det er dog næsten altid en dyrere løsning, end selv at stå for låneansøgningen. For forhandleren får typisk provision for at formidle lånet, og det betaler du for. Enten gennem højere etableringsomkostninger på lånet eller en højere rente.
Derfor kan du oftest få lånet billigere selv – også hvis du ansøger hos det selvsamme finansieringsselskab, som forhandleren formidler lån for.
Låne i friværdien
Har du friværdi i din ejerbolig, kan du også vælge at bruge noget af friværdien til at finansiere dit forbrugslån. Det giver dig en:
- Lavere rente, fordi du tager et obligationslån.
- Lavere månedlig ydelse, fordi et forbrugslån oftest er meget lavere end dit huslån. Derfor forøges de månedlige afdrag på boliglånet kun minimalt.
- Skattefordel, fordi du får flere renteudgifter, du kan trække fra i skat.
Ulemperne er, at du mister en del af den friværdi i din bolig, som du kunne stikke i lommen ved et salg. Eller bruge til at lægge en større udbetaling på din nye bolig. Derudover vil du i nogle tilfælde være længere om at betale huslånet ud. Og kan få sværere ved at overholde dine afdrag, hvis du rammes på din økonomi.
Derfor anbefaler vi generelt aldrig, at du optager lån i din bolig i stedet for et forbrugslån. Brug altid kun friværdien til at renovere eller forbedre din bolig.
Hvor meget kan jeg låne?
Hvor stort et forbrugslån du kan tage, afhænger af:
- Din månedlige indkomst – og hvor meget du har til overs på din konto, når de faste udgifter er betalt hver måned.
- Hvor meget gæld du allerede har – jo flere du skylder penge, jo mindre har du til rådighed til afdrag på nye lån. Generelt ser finansieringsselskaberne helst ikke, at du anvender mere end 36 % af din månedlige indkomst til afdrag på gæld.
- Din kreditværdighed – altså om du har overholdt dine låneforpligtelser andre steder, har gæld til det offentlige og så videre. Den slags kan finansieringsselskaber slå op elektronisk.
Så vil du optimere din chancer for at blive godkendt til et lån, skal du sikre dig, at finansieringsselskaberne får det bedste indtryk af disse tre parametre, når de tjekker din økonomi.
Hvad koster det at låne?
De fleste tænker primært på at få så lav en rente som muligt på deres lån. Men prisen på et lån afhænger også af størrelsen på de gebyrer, som banken eller finansieringsselskaberne tager for at oprette og administrere dit lån.
Så nogle gange kan det betale sig at vælge et lån med en lidt højere rente, fordi låneudbyderen tager lavere gebyrer.
ÅOP er kiloprisen på dit lån
Det kan du nemt finde ud af, ved at holde ÅOP-værdierne på to lån op mod hinanden. ÅOP står for Årlige Omkostninger i Procent, og angiver, hvor stor en procentdel af dit samlede årlige afdrag på lånet, der går til renter og gebyrer.
Altså er det billigste lån det, som har den laveste ÅOP-værdi.
Du kan dog kun sammenligne lån på ÅOP-værdien, hvis alle de lån du sammenligner, har samme løbetid og samme månedlige afdrag.
Hold øje med ÅOP-loftet
Bemærk i øvrigt, at der er et loft for, hvor høj ÅOP-værdien på et lån må være. For at låneudbyderen må markedsføre deres lån, skal det have en ÅOP-værdi på under 25 %.
Men derudover må finansieringsselskaber gerne tilbyde lån med en ÅOP på op til 30 %. Dem kan de ikke markedsføre. Men anser de din økonomi for dårlig – så de løber en højere risiko – kan de nogle gange godt finde på at tilbyde dig et lån med en ÅOP på mellem 25 og 30 % uden at gøre dig opmærksom på det.
Så hold øje med ÅOP-værdien, når du får lånetilbuddet fra finansieringsselskabet.
Hvordan finder du det bedste lån?
For det er også ÅOP-værdien, du skal bruge, når du skal finde det billigste lån.
Derfor anbefaler vi altid, at du ansøger om et forbrugslån på nettet hos minimum 3 låneudbydere. Eller spørger din bank, og holder deres tilbud op mod tilbud fra 2 online finansieringsskaber.
For så længe du ikke underskriver lånetilbuddet med dit MitID, forbliver det et tilbud. Derfor risikerer du ikke noget ved at bede om tilbud fra flere låneudbydere på en gang.
Den låneudbyder, som har den laveste ÅOP-værdi, er den, som det er billigst at låne hos.
HUSK: Læs hele lånedokumentet igennem, for du underskriver det digitalt. Så er du sikker på, hvad du skriver under på. Og kan undgå de låneudbydere, som for alvor skruer bissen på, hvis du ikke kan overholde dine månedlige afdrag.
Ingen kan spå om fremtiden – slet ikke når det kommer til din privatøkonomi.
Så vær grundig, når du optager lån, så du undgår at havne i Luksusfælden.