Hvad er det billigste lån?

Når du skal afgøre, hvad der er det billigste lån, skal du holde øje med ÅOP-værdien på lånet. Det fortæller, hvor mange procent renter og gebyrer udgør af det beløb, du betaler af på lånet hen over et år. Desværre kan du ikke stole blindt på den ÅOP-værdi, som låneudbyderne angiver på deres hjemmeside. For ÅOP’en varierer i praksis. Læs med, og find ud af hvorfor.

Når du skal optage et lån, vurderer finansieringsselskabet altid, hvor stor en risiko de løber ved at låne penge ud til netop dig.

Den vurdering foretager de på baggrund af de oplysninger om din privatøkonomi, som de kan trække fra SKAT og forskellige kreditvurderingsbureauer. Dem giver du finansieringsselskabet lov til at indhente, når du underskriver din låneansøgning med dit NemID.

Baseret på den risiko, de vurderer, der er, fastsætter de så den rente, du kan låne pengene til. Den rentesats og dermed ÅOP’en på lånet, får du først oplyst, hvis du bliver godkendt til at låne hos det pågældende finansieringsselskab.

Så fremgår den af det lånetilbud, som låneudbyderen fremsender til dig til underskrift.

ÅOP-rentespændet gør det svært at finde det billigste lån

Det er derfor de fleste låneudbydere i vores låneoversigt på forsiden af Kviklånet.dk angiver et procentinterval for både rente og ÅOP-værdi. Det interval kaldes for rentespændet, og fortæller noget om, hvor stor en risiko de enkelte låneudbydere er villige til at tage.

Eller på godt dansk: Hvor elendig en økonomi de accepterer, at deres lånekunder har.

Jo tættere på grænsen på 25 % for ÅOP-værdien som toppen af ÅOP-rentespændet ligger, jo dårligere en økonomi accepterer låneudbyderen at låne penge ud til. Og jo lavere bunden af ÅOP-rentespændet ligger, jo billigere et lån kan du få, hvis du har økonomien i orden.

Typisk vil mange låneudbydere også acceptere en endnu dårligere økonomi. Disse kunder får tilbudt et lån med en ÅOP-værdi der ligger over 25 %, men under de 35 % som er den højst tilladelige ÅOP på et lån herhjemme. Dem kan låneudbyderen ikke markedsføre på grund af forbuddet mod at markedsføre lån med en ÅOP på over 25 %.

Lad være med at tro på låneberegneren

Derfor kan du ikke umiddelbart regne med resultatet af den låneberegner, som de fleste låneudbydere har på deres hjemmeside. Her kan du angive et lånebeløb og en løbetid, og får så den månedlige ydelse på lånet at vide.

Men låneberegneren anvender en renteprocent midt i det rentespænd, som låneudbyderen har på sine lån. Derfor kan du nemt komme til at skulle betale en højere rente og dermed en højere månedlig ydelse på dit lån, hvis din økonomi er dårligere end gennemsnittet. Og en lavere rente og deraf følgende lavere ydelse, hvis du har en bedre økonomi end gennemsnittet.

Ansøg altid hos minimum 3 udbydere for at finde det billigste lån

Derfor er den eneste måde, du kan finde ud af, hvem der tilbyder det billigste lån, at ansøge om lånet og se, hvad finansieringsselskabet tilbyder dig. Det står som sagt i det lånetilbud, du får tilsendt, hvis du bliver godkendt til lånet.

Ansøger du hos minimum 3 låneudbydere, får du et ret godt indtryk af, hvilket ÅOP-renteniveau du kan få lånet til. Vælg derefter den låneudbyder, der tilbyder dig den laveste ÅOP-værdi, og underskriv deres lånetilbud med dit NemID.

Derved har du accepteret lånetilbuddet.

De andre to låneudbydere takker du bare nej til lånet hos. Så forbliver deres lånetilbud netop det, det er: Et tilbud, som du ikke hæfter for.