Lån af penge er en beslutning, der kan have betydning for din privatøkonomi mange år frem i tiden. Derfor er det vigtigt, at du undersøger markedet grundigt og ved, hvem du kan låne penge hos, hvad du skal se efter for at vurdere lånetilbuddet, og hvordan du finder det billigste lån. Det får du alt sammen svar på i denne artikel.
Er du ny på lånemarkedet, er du sikkert fuldstændig overvældet over, hvor mange lånemuligheder, der findes på nettet. For masser af finansieringsselskaber kæmper om forbrugernes gunst, når de skal låne penge. Og nogle af finansieringsselskaberne har endda flere forskellige låneformidlere, som sælger deres lån ind.
Så hvor skal du låne, hvor meget kan du låne, og hvem er billigst?
Lad os prøve at give dig et overblik, så du bliver bedre klædt på til at træffe den rigtige beslutning.
Hvor kan jeg låne penge?
Skal du låne penge, har du generelt to muligheder: Du kan låne penge af
- en bank.
- et finansieringsselskab.
Lån penge i banken
En bank er en finansiel institution, som er underlagt en række strenge krav om, hvordan de kører deres forretning. Samt skal overholde nogle skærpede kapitalkrav, ligesom de skal overholde love og regler om bl.a. forbrugerbeskyttelse og hvidvaskning.
Derfor er det ikke alle, der kan få lov til at drive en bank. Det kræver en særlig godkendelse fra Finanstilsynet. Godkendelsen kan inddrages igen, hvis Finanstilsynet finder fejl ved bankens rådgivning, kundepleje eller manglende finansiel stabilitet ved de regelmæssige (og oftest uanmeldte) tjek, som tilsynet foretager.
Derfor er du bedre sikret – både når det kommer til de penge, du har stående i banken, og hvis du har taget et lån. Omvendt betyder det også, at banken er ekstra grundig med deres kreditvurderinger og stiller højere krav til dig, hvis du beder dem om et lån.
Derfor er det mere trygt – men stiller også lidt større krav til din privatøkonomi – at låne penge i banken.
Hvordan låner du penge i banken?
Bankerne tilbyder primært lån via deres kundeservice. Altså skal du enten allerede være kunde i banken eller overveje at flytte til den pågældende bank for at ansøge om et lån. Til gengæld kan låneansøgninger på mindre beløb oftest behandles enten via et telefonopkald eller en mail til kundeservice – og kræver ikke længere fysisk fremmøde, som det oftest var tilfældet i gamle dage.
Ønsker du at låne lidt større beløb, skal lånet oftest godkendes af flere instanser i banken. Samtidig vil banken kræve sikkerhed for lånet (pant). Enten i form af det du skal låne til – f.eks. en bil – eller i noget andet af værdi, som du ejer. Det øger udgifterne til etablering af lånet, fordi et sådant pant skal tinglyses på lånet.
Sikkerheden mindsker bankens risiko, hvorfor du typisk får en lavere rente på denne type lån i banken.
Det er straks noget helt andet med et forbrugslån. Altså et lån til noget, som ikke kan stilles som sikkerhed for lånet (f.eks. en rejse, som jo ikke har nogen værdi, efter du er kommet hjem) eller hurtigt mister sin værdi (f.eks. en smartphone, som hurtigt falder i pris i takt med den teknologiske udvikling).
Uden et pant som sikkerhed for lånet bliver bankens risiko større – og det giver en helt anden og meget højere rente, som oftest ligger på højde med eller er dyrere end hos finansieringsselskaberne.
Lån penge hos et finansieringsselskab
Et finansieringsselskab tilbyder – som navnet antyder – at finansiere virksomheder og privatpersoner. Ligesom bankerne skal finansieringsselskaberne overholde en række lovgivningsmæssige krav, som primært går på at beskytte forbrugeren. Men de skal ikke leve op til lige så strenge økonomiske krav som bankerne og behøver ikke udvise den samme økonomiske stabilitet.
Derfor kan finansieringsselskaberne generelt tillade sig at løbe lidt større risici end bankerne. Det tager de sig selvfølgelig betalt for i form af en højere rente på deres lån i forhold til den, du typisk kan få hos banken på de lån, hvor du skal stille sikkerhed.
Men det gælder ikke forbrugslån, hvor der ikke kan stilles sikkerhed i det, du låner til. Her er det – som allerede nævnt – tit muligt at finde lige så billige eller billigere lån hos finansieringsselskaberne.
Hvordan låner du penge hos et finansieringsselskab
Finansieringsselskaberne tilbyder primært lån på nettet. Enten under deres eget brand eller via låneformidlere, som typisk får en kommission for lånet eller tjener penge på at formidle lån på andre måder. F.eks. gennem høst af e-mailadresse og andre oplysninger om folk, der gerne vil låne.
Selve låneansøgningen foregår ved, at du udfylder en formular på finansieringsselskabets eller sendes videre fra en af deres låneformidleres hjemmeside. Når formularen er udfyldt, fungerer den som en låneansøgning. Derfor skal du underskrive den med dit MitID. Samtidig giver din digitale underskrift finansieringsselskabet lov til at trække oplysninger om din økonomi.
Derefter behandles låneansøgningen af en algoritme hos finansieringsselskabet. Den trækker oplysninger fra SKAT, kreditbureauer og tit også den bank, du har. Sidstnævnte får finansieringsselskabet oplyst ved hjælp af det kontonummer, som du oplyser i låneansøgningen. Så har du konti i flere banker, skal du oplyse kontonummeret på din konto i den bank, som kender dig bedst.
Baseret på algoritmens vurdering af din privatøkonomi, får du enten afslag på låneansøgningen eller bliver godkendt til lånet. Kan finansieringsselskabet godkende din låneansøgning, får du tilsendt et lånetilbud pr. mail med oplysninger om den rentesats, som finansieringsselskabet tilbyder dig på lånet.
Rentesatsen afhænger nemlig af algoritmens vurdering af din privatøkonomi. Så jo bedre den ser ud i algoritmens øjne, jo lavere rente får du tilbudt på lånet – og omvendt.
Hvor kan jeg låne penge billigt?
Hvor der ikke er den store konkurrence på udlån mellem bankerne, er konkurrencen på forbrugslån hård mellem finansieringsselskaberne på nettet. For der er masser, som ønsker at stille risikovillig kapital til rådighed til privatpersoner.
Så skal du have et forbrugslån, er det oftest billigst at låne på nettet. Og smart at ansøge om lånet hos flere forskellige finansieringsselskaber. Hvorfor det er smart, og hvordan det giver dig det billigste lån, kommer vi tilbage til sidst i denne artikel.
Ikke længere et gråt lånemarked
Tidligere blev finansieringsselskaberne kaldt for det ”grå lånemarked”. Her herskede der nogle skrappe forretningsvilkår, og låneudbyderne var kendt for at gå ret hårdhændet til værks, hvis du ikke overholdt dine afdrag. Samtidig havde flere af dem nogle låntyper – kaldet sms-lån – hvor rentesatsen var nærmest astronomisk.
Men i dag er du som forbruger meget bedre sikret, når du låner penge hos finansieringsselskaber på nettet. Et af de vigtigste lovkrav, som sikrer dig bedst som forbruger både hos finansieringsselskaberne og hos bankerne, er renteloftet på udlån af penge.
Renteloftet sikrer dig mod ågerrenter
Her gælder det, at hverken finansieringsselskaber eller banker må udbyde lån med en Årlig Omkostning i Procent (ÅOP) på over 25 %, hvis de ønsker at markedsføre lånet.
Både banker og finansieringsselskaber kan dog tilbyde lån, der har en ÅOP på op til 35 %. Men de må ikke markedsføre dem. Det er lån, de har ”liggende i skuffen” og tit tilbyder dem, som ikke kan blive godkendt til et lån med en ÅOP på under 25 %.
Renteloftet har dræbt de dyre smålån
Samtidig betyder renteloftet, at det er slut med at låne de småbeløb, som tit endte med at blive starten på en gældsspiral.
For eftersom der er kommet et renteloft på 25 % på ÅOP’en, er det svært at få en sund forretning i at låne under 10.000 kroner ud til folk.
Hvor kan jeg låne penge hurtigt?
Generelt hedder det sig, at det er hurtigere at låne penge på nettet end i banken, fordi låneprocessen er digital. Det giver dig hurtigere svar på din låneansøgning. Samt oftest også pengene på din konto samme eller næste bankdag, som du underskriver låneansøgningen.
Men i praksis er det en skrøne. For kender banken dig godt og anser din privatøkonomi for at være sund og stabil, vil du oftest kunne godkendes lige så hurtigt til et lån på et mindre beløb, som hvis du lånte på nettet. Og have pengene på kontoen med det samme.
Men ansøger du om et større beløb, skal låneansøgning stadig godkendes af flere forskellige instanser i banken, ligesom du vil blive bedt om at stille sikkerhed for lånet – oftest i det, som du låner til. Og måske komme med et budget.
Så skal du optage et forbrugslån på et større beløb, er det stadig hurtigst at låne på nettet.
Hvor mange penge kan jeg låne?
I praksis er det din privatøkonomi, der afgør, hvor mange penge du kan låne. For ingen låner flere penge ud til folk, end de forventer, at de vil være i stand til at betale tilbage.
Så når du vil låne penge, foretager låneudbyderen en vurdering af din privatøkonomi med særligt fokus på,
- om du er registreret som dårlig betaler hos f.eks. Experian (RKI).
- hvor meget du tjener hver måned.
- hvor meget du har til overs, når dine faste udgifter er betalt.
- hvor mange lån du har i forvejen hos andre låneudbydere.
- om du ejer din bolig, og hvor belånt den i så fald er.
Ud fra kreditvurderingen får låneudbyderen et billede af, hvor stor risiko, de løber – det som bestemmer rentesatsen – samt hvor mange penge, det er forsvarligt at låne dig.
Hvad anses som faste udgifter, når jeg skal låne penge?
Men hvad er faste udgifter egentlig. Er det kun husleje, skatter og abonnementer? Og er dit madbudget en fast udgift?
For at der ikke skal herske forvirring om, hvad faste udgifter er, er begrebet defineret som de regelmæssige, forudsigelige betalinger, som du har forpligtet dig til at afholde, uanset dine andre økonomiske aktiviteter. Her er nogle eksempler på, hvad der typisk betragtes som faste udgifter:
Boligudgifter
- Husleje eller boliglån (inklusiv eventuelle fællesudgifter i en ejer- eller andelsbolig)
- Ejendomsskat
- Tilhørende forsikringer (boligforsikring, indboforsikring osv.)
Transportudgifter
- Afdrag på bilen (lån eller leasing)
- Bilforsikring og grønne afgifter
- Udgifter til månedskort til offentlig transport
Andre forsikringer
- Livsforsikring
- Sundhedsforsikring
- Andre typer forsikringer
Telefon og internetabonnement
- Telefonregning (mobil og/eller fastnet)
- Internetabonnement
Afdrag på gæld
- Afdrag på andre lån
- Afdrag på kreditkort
- Afdrag på privat gæld
Andre faste udgifter
- Dagpleje, børnehave, betaling til privatskole eller børnebidrag
- Medlemskaber (f.eks. fitnesscenter), hvis der er en bindingsperiode
- Abonnementer (f.eks. streamingtjenester) med fast bindingsperiode
Ud fra kendskabet til, hvad du får udbetalt i løn hver måned, og hvor store faste udgifter du har, kan låneudbyderen beregne dit rådighedsbeløb hver måned. Rådighedsbeløbet fortæller dem noget om, hvor god luft du har i økonomien.
Ud fra oplysninger om, hvor mange børn og voksne der er i husstanden, har låneudbyderne så nogle krav til, hvor mange penge du skal have til rådighed hver måned, når de faste udgifter et betalt. Her er bankernes krav lidt strengere end finansieringsselskabernes.
Hvor mange penge kan jeg låne i banken?
Lever du op til disse krav, er der større chance for, at låneudbyderen godkender dig til at låne penge.
Ja, faktisk er der ingen grænser for, hvor store beløb du kan låne i banken. Bare din samlede husstandsindkomst er høj nok, banken anser din privatøkonomi for sund, og du kan dokumentere (i form af et budget), at det fortsat vil være sådan, selvom du får et ekstra lån at betale af på.
Hvad kigger banken vægt på, når jeg skal låne penge?
Ud over de punkter vi allerede har listet op, er det især rådighedsbeløbet, som bankerne hæfter sig ved. Fordi oplysningerne om, hvor mange I er i husstanden – og særligt hvor mange børn, der er – fortæller dem samtidig noget om, hvor meget af dit månedlige rådighedsbeløb, der allerede er båndlagt til f.eks. tøj, mad og andre fornødenheder.
Samtidig har banken den store fordel, at de kan se, hvor mange penge du har på din konto sidst på hver måned. Har du et pænt beløb stående på kontoen hver den sidste i måneden, inden lønnen går ind, er der større chance for, at de vil give dig et lån.
Har du omvendt kun røde tal på kontoen op til lønningsdagen, skal du have et virkelig godt argument for, at et lån vil ændre på det forhold. Og kunne dokumentere det i form af et budget for din fremtidige privatøkonomi.
Derfor er det tit sværere at blive godkendt til et forbrugslån i banken end hos et finansieringsselskab på nettet.
Hvor mange penge kan jeg låne på nettet?
På nettet kan du tage lån online på op til 400.000 kr.
Hvis du kan blive godkendt til lånet.
Og i forhold til i banken, skal du ikke stille sikkerhed for lånet. Heller ikke hvis du låner maksimumbeløbet.
Hvad kigger finansieringsselskaberne vægt på, når jeg vil låne penge på nettet?
Hos finansieringsselskaberne bruger de også de parametre, som vi allerede har listet, når de skal vurdere, om du kan få et lån.
Men i modsætning til banken kan de ikke se, hvor mange penge du har tilbage på kontoen hver måned. I stedet får de en kreditvurdering af dig fra din bank. Den vægter også i den algoritme, som vurderer din låneansøgning.
Men helt så grundigt som bankerne kan gå til værks, har finansieringsselskaberne ikke mulighed for. Derfor kan du i nogle tilfælde godt blive godkendt til det lån, som din bank har afvist at give dig.
Du bør dog se et afslag i banken som et tegn på, at du bør gøre noget ved din privatøkonomi, hvis du skal være sikker på, at du kan betale dit lån tilbage. Så er låneudbyderne på nettet din plan B, bør du måske i stedet overveje, om du kan nøjes med et mindre lån. Eller skulle begynde at spare op i stedet.
Hvor er det nemt at låne penge?
Spørger du ombudsmanden og eksperterne i privatøkonomi, er det alt for nemt at låne penge. Derfor ser de tit skævt til de finansieringsskaber, som tilbyder lån på nettet.
Efter der er kommet loft over renterne på lån på nettet, er det dog blevet noget sværere at havne i en gældsspiral. For i forhold til tidligere tiders lån med astronomiske procentsatser på ÅOP-værdien på lånene, er der – som allerede fortalt – i dag meget lavere grænser for, hvor dyrt et lån må være.
Alligevel kan det stadig godt gå galt. Og begynder du at spekulere i, hvor det er nemmest at låne penge, er det et tydeligt advarselstegn på, at du godt ved, du tager et lån, som din privatøkonomi måske ikke kan bære.
Derfor anbefaler vi, at du undlader at tage lån og finder en anden løsning på dine økonomiske udfordringer.
Hvilken bank er nemmest at låne penge i?
Som allerede nævnt tjekker bankerne din privatøkonomi bedre end finansieringsselskaberne. Fordi de oftest har adgang til flere økonomiske oplysninger om dig. Særligt hvis du har lagt hele din privatøkonomi – som f.eks. bolig- og billån – hos den bank, du vil låne i.
Siden finanskrisen i 00’erne er der samtidig blevet strammet op til kravene til bankerne – og bankerne er blevet mere forsigtige med at låne ud. Det gælder stadig. Særligt i dag, hvor inflationen er høj på trods af højkonjunktur på arbejdsmarkedet.
Så som sådan er der ingen banker, som er nemmere at låne i end andre. Alle ser dig grundigt an.
Hvilke investeringsselskaber er nemmest at låne penge hos?
Det samme gælder også for investeringsselskaberne på nettet, selvom de er en smule mere risikovillige end bankerne.
Risikovilligheden tager de sig betalt for i form af en højere rente på lånet. Så finder du en låneudbyder, som slår på, at det er nemt at låne hos dem, er renten oftest højere hos dem end hos konkurrenterne.
Så ser lånet ud til at være nemt at få fat i, kan du med garanti få det billigere et andet sted.
Kan jeg låne penge i disse situationer?
Netop fordi din privatøkonomi spiller en vigtig rolle for, om du kan låne penge, er der en række situationer, hvor du på forhånd kan regne med, at det enten er umuligt eller ekstra svært at låne.
Kan jeg låne penge, når jeg står i RKI?
Står du registreret som dårlig betaler i enten Experian (RKI), Dun & Bradstreet eller andre kreditvurderingsbureauer, er der lukket for lån hos både banker og finansieringsselskaber.
Der er ingen grund til at forsøge, om du kan blive godkendt alligevel. I stedet bør du fokusere på at få fjernet stemplet som dårlig betaler ved at følge de råd, som vi har samlet i denne artikel om lån trods RKI.
Kan jeg låne penge på dagpenge?
Har du ikke et fast arbejde med en indtægt af en vis størrelse, er det sværere at låne penge. Det gælder både, hvis du ansøger om lån i banken eller i et finansieringsselskab.
Men selv om du er på dagpenge, vurderes din låneansøgning oftest på samme vilkår som alle andres. Det betyder samtidig, at du kan forbedre chancerne for at blive godkendt til lånet, hvis du får en anden til at stå med på lånet.
Kan jeg låne penge som studerende?
Er du studerende, er et SU-lån den billigste måde at tage et lån på.
Rækker det ikke til dine økonomiske behov, kan det være svært at blive godkendt til et lån, og det gælder både i banken og hos et finansieringsselskab. For i den sidste ende vurderes din låneansøgning på samme vilkår som alle andre med en større indtægt. Og her ender det oftest med, at du simpelthen ikke har et rådighedsbeløb hver måned, der er stort nok til, at du kan blive godkendt til et lån.
Kan jeg låne penge som pensionist?
Som pensionist er din økonomi oftest også så spinkel, at det kan være svært at blive godkendt til et lån.
Mange banker tilbyder dog særlige seniorlån eller pensionistlån. Eller giver dig mulighed for at låne i friværdien i din bolig – hvis du ejer den.
Kan jeg låne penge i udlandet?
Du har fri bevægelighed til at låne, hvor som helst i verden du kan blive godkendt til et lån.
Udfordringen er, at du ikke længere er beskyttet af dansk lovgivning.
Derfor skal du være ekstra grundig med at nærlæse lånevilkårene – og især være opmærksom på ÅOP-værdien på lånet. Hvis den i det hele taget er oplyst. For det er ikke alle steder i verden, der er hverken et renteloft eller et krav om, at låneudbyderne skal oplyse ÅOP på de lån, som de udbyder.
Så vælger du at låne uden for landets grænser, skal du være ekstra grundig i din research og sætte dig ekstra grundigt ind i låne- og tilbagebetalingsvilkår.
Hvordan låner du penge billigst?
Vil du være sikker på at låne penge til den laveste rente, skal du – som allerede nævnet – mindst ansøge om lånet hos 3 forskellige finansieringsselskaber – eller 2 finansieringsselskaber og en bank. Eller to af hver.
På den måde finder du dels ud af, om du kan blive godkendt til lånet hos de enkelte låneudbydere, og får dels oplyst en mere retvisende ÅOP på lånet.
For bliver du godkendt til lånet, fremsender låneudbyderen et lånetilbud. Her kan du se den faktiske ÅOP på dit lån. Det er baseret på den risiko, som finansieringsselskabet eller banken har vurderet, de løber ved at låne penge ud til dig.
Sammenlign nu ÅOP-værdien på de lånetilbud, du har modtaget. Det lån som har den laveste ÅOP, er det billigste.
Læs derefter lånetilbuddets vilkår igennem for at se, om du kan leve med dem.
Kan du det, underskriver du lånetilbuddet med dit MitID. Så bliver tilbuddet til det lånedokument, der gælder for dit lån. Derefter udbetaler låneudbyderen pengene fra lånet – og du skal til at betale lånet tilbage. Dog typisk først i løbet af et par måneder.
De andre lånetilbud takker du bare pænt nej til. For så længe du ikke underskriver dem med dit MitID, forbliver de tilbud, som du ikke hæfter for.
Følger du denne fremgangsmåde, er du altid sikker på, at du har fundet det billigste sted at låne penge blandt de låneudbydere, du har ansøgt hos.
God vind med din låneansøgning.