Folketinget har netop vedtaget nye regler for kviklån, som bl.a. indfører et ÅOP-loft på 35 %, så låneudbydernes muligheder for at tjene penge på lånene begrænses. Målet er ifølge Erhvervsministeren at udsulte branchen. Spørgsmålet er, om det ikke i stedet vil medføre en eksplosion i antallet af kviklån.
Kort før julen 2019 landede et lovforslag, der skal være med til at regulere markedet for kviklån. Det medfører, at der indføres et ÅOP-loft på 35 % på alle former for kviklån.
Lovgivningen skal især ses som et forsøg på at spænde ben for de kassekreditlignende lån af den type, som tidligere blev kaldt for SMS-lån.
For med ÅOP’er i dag på op til 1000 % kan gælden hurtigt løbe op – og oftest ender låntageren med at betale flere penge i renter og gebyrer end de lånte oprindeligt. Det har ført til, at flere og flere især unge mænd ender i en uheldig gældsspiral, der sender dem direkte i Luksusfælden.
ÅOP-loft som tak sidst
Så højt et rente- og ÅOP-niveau er helt absurd, mener ministeren. Derfor er han og de forskellige forligspartier glade for enigheden om et loft på 35 % på alle former for kviklån, netop for at ramme lige præcis de kassekreditlignende låntyper.
Det kan ses som en slags tak for sidst, hvor udbyderne af de gamle SMS-lån omlagde deres lån til netop kassekreditter, for at omgås et karens-forslag for to år siden. Her var ideen, at der skulle indføres 48 timers betænkningstid fra låntageren blev godkendt til et SMS-lån, og til lånekontrakten kunne udskrives og pengene udbetales.
Men lovforslaget definerede reglerne for, hvilke låntyper loven gjaldt for på en sådan måde, at låneudbyderne kunne slippe uden om ved at kalde lånene for kassekreditter i stedet.
Kommer det til at gøre markedet uinteressant?
Tanken er, at det meget lave ÅOP-loft skal gøre det uinteressant for de nuværende aktører at fortsætte i markedet. Men spørgsmålet er, om det vil være tilfældet.
For gambler de nuværende låneudbydere med, og indfører renter og gebyrer på deres kassekreditter, som holder sig inden for ÅOP-loftet, kan det lige så vel medføre, at markedet for denne type lån vil eksplodere.
For netop de tårnhøje renter på kassekreditterne har afholdt de mest klarttænkende forbrugere fra at optage denne type lån. Men med et fremtidigt rente- og gebyrniveau, der holder sig i den høje ende af det traditionelle forbrugslånsmarked, kan vi lige så godt risikere, at ”kassekredit-lånene” vil blive valgt af endnu flere forbrugere. Samt blive endnu mere attraktivt for dem, der allerede tager den slags lån i dag.
Mange bække små
Spørgsmålet er bare, om låneudbyderne vil være med på legen – og om mange bække små kan opveje den enorme indtjening de har på et enkelt “lån” i dag.
Vores forsigtige bud er, at det kommer til at ske. Indtil videre har brancheforeningen Digitale långiver blot meldt ud, at de har taget loven til efterretning, og opfordrer deres medlemmer til at tilpasse der produkter, så de overholder denne. Men branchens påhitsomhed og paratvillighed til at ændre på deres produkter, har jo før taget lovgiverne på sengen.
Så spørgsmålet er, om de kan gøre det igen – så det nye ÅOP-loft kommer til at give branchen endnu mere vind i sejlene.
Tiden vil vise det.